Guder og ånder skal hjælpe med at redde naturen

En næsten bundløs kløft adskiller moderne mennesker fra verdens natur. Således ligger det i vores kulturelle DNA, at vi er de eneste, der er skabt i Guds billede og har en sjæl. At vi er de eneste, der for alvor har følelser, intelligens og kultur. Jordens natur – derimod – er blot døde ting. Ressourcer, som vi kan udnytte, mishandle eller ødelægge. Afhængigt af, hvad der til enhver tid passer os herskermennesker bedst.

Den moderne biologi har skudt større og større huller i denne antropocentriske selviscenesættelse. Afgørende poenger er, at vi mennesker også er dyr; at mange dyr også er hyperavancerede væsner med høje grader af følelser, intelligens og kultur; ja, at det – måske – også gælder dele af den ikke-animalske natur. Ifølge megen biologisk forskning er der således ikke en uoverstigelig Marianergrav, der skiller mennesker og naturen. Der er tværtimod kontinuitet og sammenhæng.

Det er oplagt, at den dybtgående nedvurdering af naturen, der præger vores tid, er en af de bagvedliggende årsager til den udbredte destruktion af den og til de klimatiske kæmpekatastrofer, vi i dag har kurs imod.

Selv er vi overbeviste om, at skal vi stoppe disse ulykker, skal vi ændre vores forhold til naturen fundamentalt. Her er vores ærende imidlertid ikke at zoome ind på den moderne biologis revolutionære indsigter. Vi vil derimod pege på en slags religiøst komplement til dem, der efter vor opfattelse kan blive en af nøglerne i kampen for at stoppe det økologiske masseødelæggelsesmaskineri, som det moderne industri- og forbrugersamfund inkarnerer. Konkret drejer det sig om animisme, der ikke blot er den mest udbredte religionsform i historien, men også udgør væsentlige dele af vor egen nordiske kulturarv.

Hvad er animisme? Ifølge en moderne opfattelse er animisme forestillingen om, at verden er fuld af personlige bevidstheder, men kun nogle af dem er menneskepersoner. Andre er træpersoner, flodpersoner, bjørnepersoner, klippepersoner, osv. Mere traditionelt udtrykt er animisme en opfattelse af, at f.eks. dyr, floder, bjerge, Månen, træer og Jorden er (bolig for) guder, ånder, sjæle eller kraft. Konkret kan ikke blot dyr, men også andre dele af naturen opfattes som personlige, tænkende og følende væsner, der kan danne egne samfund og kulturer. Ligesom menneskene. Ofte betragter man også disse væsner og mennesker som slægtninge.

Ud fra en animistisk betragtning er naturen ikke et dødt objekt, der kan udnyttes efter behag, men hjemsted for levende subjekter, der skal omgås med respekt. Animistisk set består naturen – eller dele af den – altså ikke af ting, men personlige væsner. Den er ikke et ”det”, men et ”du”, som den engelske professor Graham Harvey har udtrykt det. Animistisk set er mennesket med andre ord langt mindre unikt end i en traditionel kristen og moderne vestlig optik.

Ud fra en animistisk betragtning er naturen ikke et dødt objekt, der kan udnyttes efter behag, men hjemsted for levende subjekter, der skal omgås med respekt.

Animisme har tidligere været ekstremt udbredt. Den har gjort sig gældende i jæger-samler-kulturer og i førmoderne jordbrugskulturer over hele verden. I nutiden er den indgået i blandingsformer med bl.a. katolicisme i Latinamerika og islam i Indonesien.

Men lad os prøve at kaste et blik tilbage i historien. F.eks. levede Maya-indianerne af majs, så derfor dyrkede de den som en gudinde, Majsens Moder. Inuitternes fangstdyr havde en inua, en ”sjæl”, som skulle behandles med respekt. I oldtidens Grækenland dyrkede man guder og andre væsner i lunde. Derfor var der knyttet en række tabuer til dem. Blandt førkristne slaviske folk blev kilder, brønde og bjergtoppe opfattet som bolig for gudevæsner og var af samme årsag genstand for ærefrygt.

Men faktisk er animisme også en væsentlig del af vores nordiske kulturarv og folkereligion. Den kan måske være svær at få øje på, da den er blevet fortrængt af kristendom og modernitet, ja, med Christian 4.s forordning mod ”trolddom” fra 1617 blev den sågar kriminaliseret. Kloge folk, der praktiserede natur- og helbredelsesmagi, skulle nu landsforvises. Men animismen fortsatte også herefter.

For få generationer siden havde man stadig, når en gris skulle slagtes, en formel, hvor man undskyldte for den livsnødvendige vold. Fra Sverige så sent som i forrige århundrede kender man til "hellige bryllup" - hieros gamos-ritualer. Her lod bønder et ungt par have sex over skålformede helleristninger. Efter ejakulationen blev sæden blandet med såsæden for at sikre jordens frugtbarhed. Ligesom mayaerne dyrkede danskere i gammel tid også kornet, navnlig rugen, som en guddom.

I Evald Tang Kristensens berømte folkemindesamlinger får man indtryk af, at der ikke var en tue, en træpatriark eller en græsklædt høj i landskabet, hvor der ikke boede en ånd. Faktisk er gamle sagn spækket med historier om elverfolk, trolde, havfruer, kæmper, nisser og andre væsner, der var knyttet til landskabet.

På Island oplever folk fremdeles alfer, det såkaldte huldufólk, der bor i klipper og store sten. Af og til indrettes nye veje og broer efter dem.

Der er imidlertid også fortællinger, der beretter om, hvordan den åndelige forbindelse til naturen blev brudt. Et kendt eksempel er H.C. Andersens animistiske eventyr om Den Lille Havfrue, havånden, der forkastes af det menneske, hun elsker.

Mange vil i dag sikkert forkaste animisme som overtro. Men det er udtryk for arrogance at affeje naturforståelser, der har spillet en central rolle i tusindvis af kulturer i tusindvis af år. Især når naturforståelserne i stigende grad delvist understøttes af biologisk videnskab.

Endvidere er der indflydelsesrige grene inden for antropologisk forskning, der tager animisters guder og ånder lige så alvorligt som kaffemaskiner og spermthvaler. De opfatter dem som eksempler på forskellige verdener eller virkeligheder.

Det er også udtryk for arrogance at affeje andre naturforståelser, når vor egen efter relativt kort tid ikke blot er medskyldig i det største økologiske holocaust i 65 millioner år, men også kan medvirke til vore egne civilisationers kollaps.

Selv mener vi, at vores animistiske forfædre forstod noget, som vi i dag har glemt: At naturen, både den menneskelige og ikke-menneskelige del, udgør et sammenhængende hele. At vi mest muligt bør behandle resten af naturen, som vi behandler andre levende personer. Med respekt, hensyn og gensidighed.

På den anden side skal animisme ikke romantiseres. Animistiske samfund i fortiden repræsenterer ikke et tabt paradis, ligesom de heller ikke er en troldnøgle til en gyldengrøn fremtid. Der findes også mange forskellige former for animisme. En hel del er særligt disponeret for at bevare natur, forhindre overudnyttelse af den og deslige, mens andre ikke er det. Desuden er der animister, der handler i opposition til egne idealer. Endelig har nogle stået bag lokale artsudryddelser, forureninger og økologiske sammenbrud.

Ikke desto mindre mener vi, at animisme rummer et langt større økologisk potentiale end andre religionstyper, ikke mindst når den konfronteres med den globale økokrise. Således vil den snarere fremme en menneskelig beskyttelse af end en adskillelse fra og dominans over naturen. Indfødte animister er ofte da også forrest på barrikaderne i miljøkampen. I de sidste 10 år har vi bl.a. set det ved en voksende indførelse af naturrettigheder. De mest prominente eksempler kommer fra Ecuador i 2008, Bolivia i 2010 og New Zealand i 2014 og 2017. Her blev det besluttet at give (dele af) naturen juridiske rettigheder, ligesom mennesker har det, ud fra en erkendelse af, at miljølove frem til i dag har været stærkt utilstrækkelige. Dermed har man indført en form for lovbaseret animisme. Der er nu også kræfter, der arbejder for, at der udstedes en verdenserklæring om naturrettigheder som komplement til verdenserklæringen om menneskerettigheder, og at naturrettigheder bliver indført i love verden over. Lige så langsomt sniger gamle animistiske verdenssyn – ofte i nye former, forgreninger og knopskydninger – sig således ikke blot ind i dele af moderne biologi og antropologi, men også i miljøaktivisme, statsapparater og love.

Religionsundervisningen i skole og gymnasier bør gøre animisme til en fast del af pensum.

Men skal vi da alle blive animister? Dyrke skove som templer for gudevæsner og ære kuer og grise som følsomme sjæle? Kan en genhelligelse af naturen bidrage til, at folk behandler den bedre, ville det være en fordel. Men det må selvfølgelig være op til folk selv. Her vil vi selv opfordre til, at religionsundervisningen i skole og gymnasier gør animisme til en fast del af pensum. Tilsvarende bør medierne sætte fokus på fænomenet i langt højere grad, end tilfældet er nu. Ikke blot er animisme efter meget at dømme den mest udbredte religionsform i verdenshistorien. Den har i dag også vundet markant udbredelse i nyhedenskab, nyshamanisme, New Age, miljøaktivisme, dybdeøkologi, økofeminisme, naturrettigheder, populærkultur, osv. Man kan ikke undgå at blive klogere af det, også og ikke mindst på verdens tilstand i dag.

Endelig er animisme som sagt en væsentlig del af vores nordiske historie. Noget, som desværre kan bruges til fremmedhad. Men animisme har i sig selv intet med det at gøre. Som det fremgår, handler den frem for alt om at omgås en levende verden med respekt.